BassTalk 03.01.2024: Første gang jeg så The Police på TV, var da Jørgen Mylius spillede videoen til ‘Don’t Stand So Close To Me’ på DR TV. Jeg elskede introen med den dybe synth-bas, Andy Summers få indledende guitar figurer, efterfulgt af Stewart Copelands særlige hihat-arbejde og med kick drum på 3. Top-linjen havde den der specielle Police melodik. I andet vers lægger Sting vokalen en oktav op fordi det lyder fedt, og fordi han kan. ‘Don’t Stand So Close To Me’ er fra albummet Zenyatta Mondatta (1980) og er bandets 3. album. Fra da af var jeg fan af The Police og det er jeg stadig.
Et par kusiner i familien i Odense begyndte at lytte til Police før jeg kom med ombord, og de havde bandtes to første album ‘Outlandos D’Amour (1978) og Reggatta De Blanck (1979), så her kunne jeg lytte med efter skoletid. Det var jo lang tid inden internettets lyksagligheder, så man kunne kun høre det der blev spillet på flow-radion, og det man havde adgang til via bånd og plader. Det var så enten ens egne plader, plader fra venner og famile, eller bånd og plader fra Odense Musikbibliotek.
I mange år var jeg primært bassist i alle mulige sammenhænge inden for en lang række genre af rytmisk musik. Men jeg har altid været optaget af det skabende aspekt af mit musikerskab, så selvom jeg havde mange opgaver som bassist der havde præg af opgaveløsning, skrev jeg tidligt mine egne kompositioner og sange. I den forbindelse var det interessant at dykke ned i hvordan, den musik som jeg selv holder meget af, er skabt. For største delen af The Police bagkataloget, høre jeg plads i lydbilledet, fordi der er tale om en trio og derfor ofte en høj grad af luft i musikken, og lydbilledet bliver så at sige ikke overmættet. Musikken har samtidig et højt energi niveau, som i særlig grad drives af Stewart Copelands energisk og fremadrettede trommespil. Han har nogle interessante tanker omkring tempo, som jeg godt kan lide, fordi det bliver energien i musikken der er dikterende, i højere grad end metronommet.
Men da dette jo er en Bass Talk, skal vi selvfølgelig også tale om Sting som bassist. Det står klart for fans af The Police at han havde den perfekte lyse og kraftfulde stemme til netop dette band. Sting er en fremragende sangskriver, men han laver også nogle virkelig interessante ting i bassen. Lyt f.eks. til den ikoniske men simple linje i ‘Walking On The Moon’ (1979). Bassen laver plads til alle underdelingerne som spilles på trommerne af Stewart Copeland, der tilfører sangen et reggae feel. Andy Summers laver store klangfalder via akkorder der i verset ligger forskudt i forhold til bassen. Igen er der en interessant top-linje i vokalen med et enkelt stort interval der giver melodien karakter. Som svar på spørgsmålet omkring, hvorfor Sting af til levner masser a plads i sine bas-linjer, har han på et tidspunkt udtalt: At det egentlig i første omgang handler om at få vokalen til at fungere sammen med bassen.
En hver der har prøvet at spille bas og synge samtidig ved at det er krævende, og derfor giver det god mening at overveje hvor aktive ens bas-linjer skal være, hvis man samtidig er bandets forsanger. Det skyldes at bassen som styrer bunden af musikken, ofte har andre rytmiske betoninger end vokalens top-linje. Â
En anden interessant bas-linje findes i sangen ‘Bring On The Night’, hvor Sting har en liftet offbeat figur i sangens vers, og en nærmest melodisk call respons linje i omkvædet, set i forhold til vokalen. Sting var faktisk årsagen til at jeg begyndte at spille bas, efter at jeg havde hørt ham i et radio interview, hvor han forklarede at bassen i hans optik er et tilsyneladene anonymt instrument, men i virkeligheden er bassen meget styrende i et band, da man ved at ændre blot en enkelt tone kan ændre hele fornemmelsen af akkorden, da bassen jo i reglen ligger i bunden af akkorden, og derfor er styrende i forhold til hvordan man høre akkorder. Jeg har haft fornøjelsen af at høre Sting live et par gange, men højdepunktet var da jeg hørte The Police på deres reunion tour på Vestereng i Aarhus på en kold september aften i 2007. Jeg er stor fan af både Stewart Copeland og Andy Summers. Sting har været en stor inspiration som sangskriver og sanger, men samtidig ligger han højt på min favoritliste over musikhistoriens syngende bassister.
Alt det bedste
Kris
Læs mere her:
