BassTalk: 16.02.2024: Det er sommer, det er varmt, og solen skinner. Det er juli måned 1987. Hver dag cykler jeg fra Dalum i Odense ud til Skibhuskvarteret hvor det nyetablerede Red House Studio ligger i netop et stort rødt hus i området bag fabrikskomplekset Thrige Tritan. Hver dag flyver jeg ud af af sengen for vi skal jo i studiet og skabe ny musik. Vi er inspireret af de ting der kommer fra især den britiske popscene i 80’erne. Duran Duran, Spandau Ballet og ABC m.fl. I pausen spiser vi varm leverpostej på anbefaling af vores producer Kell Dalager, og det smager godt.
Jeg kan huske at jeg tænkte det er jo sådan et job man skal have. Et job hvor man nærmest løber på arbejde af bare begejstring. Jeg var i studiet med nogle af mine bedste venner. Faktisk var det vores teenage-band som var ved at blive voksen. Teknisk set var jeg stadig en teenager den sommer, og sammen med begejstringen fulgte også bekymringen om vi nu kunne nå det hele på de 5 dage som vi havde til rådighed i studiet. Vi etablerede et I/S pladselskab der hed BCR, derfor blev jeg som 19 årig på papiret pladeselskabsdirektør, langtid før iværksætteri blev et trendy ord. Der var en del arbejde i forhold til at få det hele til at ske. På Told og skat i Odense kunne de godt se at vi bare var nogle store hvalpe, så de hjalp os med alt det skattetekniske. Og ja, vi nåede at indspille og mixe pladen på 5 dage. Og da dette jo er en bas blog skylder jeg at fortælle at jeg indspillede på en sort Japan Fender Squier Jazz Bass, som den gang kostede knap 7.000 kr. i nypris. Jeg havde købt min brugt for 3.800 kr. 1980’ernes Japan Squier basser svarer nok nogenlunde til nutidens Fender Mexico basser, og havde god lyd til prisen. Derudover indspillede jeg direkte i pulten via en TC Chorus/Flanger pedal, det var jo i 1987. Så vidt jeg husker anvendte Kell også en fed gammel outboard rør-kompressor.
Under indspilningerne lavede vi et stort interview til Fyns Stiftidende der fyldte en halv side i dagbladet under overskriften “Fem der vil frem”. Jo vi kom da frem, selvom berømmelsen primært var begrænset til Fyns hovedstad Odense, og vi nev os selv i armen første gang vi blev spillet på lokalradioen. Senere spillede vi live i Trafikradioen i Danmarks Radio, med den, den gang populære vært Lars E. Christiansen bag mikrofonen. Musikproduceren var en ung Mik Schack, og han foreslog at vi spillede live i radioen. Så der var livemusik i hele den udsendelse med over 700.000 lyttere. Hvert 2. nummer blev spillet af en dansktop duo. Det var godt set af Mik Schack at musikken selvfølgelig skulle være live den sommerdag på Odense Dyrskueplads.
Tilbage til Red House Studio i Odense hvor Kell Dalager var en stor støtte og medproducer i studiet. Det var før den digitale revolution, så alting blev indspillet analogt på en 24-spors båndoptager. Red House havde også en stor analog pult, hvor intet var automatiseret, det betød at vi måtte hjælpe Kell med at køre diverse fadere op og ned, når vi mixede pladen ned til 2-tommer stereobånd. Da jeg senere på sommeren rejste til København med de færdige 2-tommer bånd var jeg blevet 20 år, og Kell Dalager samt Henrik Daldorhp (nu direktør fo Sony Music Denmark), som også var medejer af Red House, var med på rejsen til Dansk Skærestudio hvor pladen blev mastereret og skåret ned i en matrice. Efterfølgende blev matricen sendt til Tyskland hvor pladen blev trykt.
Det var en lang kostelig og tålmodighedskrævende proces, som også indbefattede at vores cover skulle sættes op på film af en grafiker, da der jo endnu ikke blev anvendt computere til den slags. Men efter lang tids venten kom pladerne endelig til Danmark. Og som Ole Friis der også var medejer af Red House udtrykte det, så vejer 1000 vinyler et ondt år. Da vi cyklede rundt i Odense for at aflevere den første kasse plader til spillesteder og lokalradioer, var vi ikke til at skyde igennem. Vi er heldigvis stadig de bedste venner, og så sent som i sommeren 2023 spillede vi igen sammen til forsangerens bryllup for første gang siden 1980’erne. Vi mødes fast en gang om året til reunion, så via vores venskab eksisterer Blue Chip på en måde stadig.
Af og til finder jeg et eksemplar af en af de gamle vinyler, som efterhånden er en sjældenhed fra den odenseanske rock historie. Således faldt jeg over denne gamle juvel i Odense i søndags, og der var 2 ting som glædede mig ud over gensynet med sommeren 1987. Pladen koster nu mere end da den udkom, og så var netop dette eksemplar signeret af forsanger Jan Schnell. Jeg lod dog pladen ligge til en anden samler, da jeg allerede har et eksemplar.
Foto af Jette Hagen Hansen.
Comentarios