BassTalk 07.01.2024: Kender du det med at man køber et stykke musik grej, som man ender med at bruge til noget andet end det man i første omgang havde forstillet sig? Sådan har jeg det med min BOSS ME-50B, Bass Multiple Effects. Det er en floor unit som er inddelt i 6 sektioner: comp/limiter, master, filter/tone, drive/synth, delay/modulation og expression pedal. Da den kom på markedet for mange år siden lignede den et godt bud på en alt i en pakke til live gigs. Den er bygget i en robust metal hardware kasse, og der er masser af ‘hands on’ knapper på samme vis som vi ser det på ‘stand alone’ pedaler. Altså ikke en masse kryptisk programmering. Du drejer bare på knapperne og så er du i gang.
Når det kommer til stykket foretrækker jeg dog mit eget sammensatte pedal-board, når jeg skal ud og spille jobs. Det vil sige de jobs hvor der skal bruges lidt effekter på bassen, og det har primært været gigs hvor jeg spiller original musik.
På det tidspunkt hvor jeg købte min ME-50B spillede jeg mange fest gigs, og hvis jeg skal være ærlig så kunne jeg klare langt de fleste bryllups-gigs med en Boss Tuner TU-2, og hvis der lige skulle være lidt ekstra at træde på i en solo havde jeg også gerne en EBS Octabass i gigbag’en (den gamle grå model, som var en af de første der kom på markedet fra EBS).
Hen over jul og nytår 23/24 har jeg indspillet en del bas til et album med Cars On Water der kommer ud i løbet februar 2024. På langt de fleste sange spiller jeg på min Fender American Standard Jazz Bass '11 med ahornhals (Charcoal Frost Metallic).
Men på 3 af sangene spiller jeg på en båndløs Fender Mex Jazz Bass, som er sammensat af 2 forskellige Mex basser. Den har en flot Sage Green Metallic finish, og nogle meget vellydende pickupper. Når jeg spiller på den båndløse kan jeg godt lide at bruge ME-50B’eren som preamp, bl.a. fordi den har en dejlig fed chorus effekt som ikke hiver al bund ud af bassen, og som lyder væsentlig bedre end de software plugins der er i studiet. Jeg bruger også master sektionen til EQ, samt den kompressor der hedder Natural med threshold og level indstillet på kl. 12.
Så min ME-50B’er har ikke været med på mange live gigs, i stedet nyder den nu sit otium som studie preamp, når jeg spiller båndløs bas. Derfra går jeg direkte ind i et Focusrite Scarlett 18i20, og herfra går signalvejen videre til computeren.
Hvis du er nysgerrig på hvordan jeg tracker båndet bas, så har jeg skrevet om det i de BassTalk’s der hedder Kristian K Lassen - Bas i studiet 1 og 2. Endeligt vil jeg tilføje at der ikke er noget som er rigtigt og forkert når vi taler studio bas lyd. Det handler om eksperimentere indtil du får den lyd som du gerne vil have, og en lyd som passer til den musik du indspiller. God fornøjelse i studiet!
Her får du en bassolo fra 2014 hvor jeg spillede med trioen Mad Moons. Her anvender jeg mit selv-sammensatte pedal board, som vi måske skal kigge lidt nærmere på i en kommende BassTalk :-)
Alt det bedste
Kris
Comments